Det er vigtigt at være omhyggelig med tilberedningen af jorden. Jordarbejdet er nøjagtigt det samme, som hvis plænen skulle etableres med græsfrø.
Underlaget for rullegræsset skal være godt bearbejdet og løsnet i en dybde på 10-25 cm og desuden være fri for sten, græstotter osv.
Inden rullegræsset lægges ud, skal arealet finplaneres og tromles, overfladen må gerne være så fast, at man kan gå henover jorden uden
at sætte fodspor.
Skal græsset passe med flisekant eller anden belægning, skal jorden
være ca. 2 cm under kanten.
Find plænens længste lige kant og begynd der. Græsrullernes kanter kan stødes sammen, endvidere er det en god ide at lægge rullerne i forband, dermed ses samlingerne mindre.
Græssets kanter kan formes med en kniv eller en spade. Undgå at strække græsrullerne, de kryber sammen igen.
For at opnå den bedste kontakt mellem muld og græsrulle, bør græsset tromles let efter udlægning.
Vand græsset umiddelbart efter udlægning og tromling. Plænen bør derefter vandes en gang dagligt de efterfølgende 14 dage, dog altid efter behov. Græsset må ikke bades i vand.
Lad græsset hvile. Plænen kan betrædes med det samme, men den har bedst af at hvile de første par uger, så får rullerne fred og ro til at etablere god forbindelse til underlaget.
Græsset klippes så snart det begynder at gro, typisk 8-12 dage efter udlægning. Klip græsset i 3-5 cm højde, der må aldrig klippes mere end 1/3 af græssets højde i en klipning.
3 uger efter rullegræsset er udlagt, skal det gødes med 2-3 kg NPK-gødning 16-4-12 pr. 100 m² eller tilsvarende. Gødningen gentages efter yderligere 6-8 uger.
Generelt skal græsset passes og plejes som en almindelig plæne.